Martin Luther

Alle helgens dag

Matt 5, 1-12

 

 

 

Matt 5, 1-12

v1  Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. v2  Og han tog til orde og lærte dem:

       v3  »Salige er de fattige i ånden,

      for Himmeriget er deres.

       v4  Salige er de, som sørger,

      for de skal trøstes.

       v5  Salige er de sagtmodige,

      for de skal arve jorden.

       v6  Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,

      for de skal mættes.

       v7  Salige er de barmhjertige,

      for de skal møde barmhjertighed.

       v8  Salige er de rene af hjertet,

      for de skal se Gud.

       v9  Salige er de, som stifter fred,

      for de skal kaldes Guds børn.

       v10  Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,

      for Himmeriget er deres.

v11  Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. v12  Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.

 

Udlægning af evangeliet og en fortale om at ære helgenerne

Før vi går over til teksten, må vi tale lidt om den fest, som vi fejrer i dag, og som kaldes allehelgensfest. Den er udbredt over hele verden, så man har fejret den over­alt og endnu fejrer festen den dag i dag, ligesom vi i morgen fejrer allesjælesdag. Jeg skulle ønske, at disse to fester blev ophævet alle steder, alene på grund af de misbrug, som sker. Selv om der ganske vist er nogle, som forstår at bruge dem fromt, så er der dog mange og det næsten den største del, som misbruger dem. Man kan ikke holde almindelige mennesker borte fra den vildfarelse, at man tænker, man gør noget godt med det. Det ville ikke vare længe, før man holdt op med at stifte kirker, bygge altre, oprejse billeder og stifte testamenter, hvis man ikke troede, man gjorde Gud en tjeneste med det.

     

Det første lærestykke

Om at ære helgenerne og forskellen på levende og døde helgener

Jeg har allerede tidligere ofte sagt, hvordan man skal ære helgenerne, nemlig at man skal gøre en forskel mellem de helgener, som er døde, og de, som lever. Hvad man vil gøre af godt mod helgenerne, skal man ikke gøre mod de døde, men mod de levende helgener. De levende helge­ner er din næste, de nøgne, de sultne, de tørstige, fattige folk, som har ægtefælle og børn, som lider nød. Her skal du anvende din hjælp. Her skal du gøre dine gode gerninger. Her skal du bruge din tunge, så du beskytter dem, dit tøj, så du varmer dem og hjælper dem til ære og værdighed. Dette har vore papister vendt om og lagt det på de døde helgener, stiftet kirker, bygget altre for dem og fundet på meget andet narreværk. Derhen er da alt strømmet i store strømme og syndfloder, så de fattige er blevet glemt og forsømt.

      Derfor skal I atter vende det om og an­vende jeres velgerninger på de levende helgener, som I har fået befaling om. De andre har I ingen befaling om, og hvor der ingen be­faling er, kan man ikke være sikker på, om det er Gud velbehageligt eller ikke. Men der findes intet bud om, at man skal ære de døde helgener, og derfor kan man ikke vide, om det er Gud velbehageligt. Derfor skal man undlade det og kun gøre det, som man med sikkerhed véd, er Gud velbe­hageligt. Vi har dog i Guds navn nok at gøre med de ting, som er os befalet.

      Så indvender man måske: Jamen, jeg gør det jo i en god mening. Ja, det er fint. Du gør det på samme måde som jøderne med din gode mening. De naglede Kristus, Guds Søn, til korset og sagde, at de mente det godt. Gud vil ikke vide af din gode mening. Du skal holde dig til hans Ord og bud.

 

Helgenerne som eksempler på et liv i tro

Dog, som vi ofte har sagt, er dette kort og godt den form og måde, man skal ære de afdøde helgener på, at man bruger dem som et forbillede, efterfølger dem og bekræfter læren ved at citere dem. Det er det, Paulus gør i Rom 4, 3 når han henviser til Abrahams eksempel: ”Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.” Paulus siger, at dette er nedskrevet for vores skyld, så vi kan læse det og stadfæste læren om troen med dette, når vi ser, at også helgenerne har troet og levet sådan. Vi må takke Gud for han velgerninger, at han har taget sine hellige til nåde på denne måde og har ladet det blive nedskrevet til trøst for os, så vi kan tro med desto større tillid.

      Således skal vi også ære hans kære moder, så vi betragter hendes ydmyghed og ringhed eller fornedrelse og deraf lærer, hvordan Gud ophøjer de forkastede og fattige og fornedrer de store hovmodige. Det skal vi trøste os med i elendighed, i nød, i fornedrelse og takke Gud for hans godhed, at han har frem­stillet sin kære moder og de kære helgener til eksempel for os. Heraf kan vi øse trøst og desto frimodigere stole på hans barmhjertighed. Denne og ingen anden er den rette måde at ære helgenerne på. Alt andet skal man overlade til Guds dom. Man skal lade de døde hvile. Gud har taget bort og de lever i Kristus.

     

Det andet lærestykke

Om at mindes de døde og hvordan man skal bede for dem

Hvad nu for det andet sjælene angår, da vil jeg også, at man skal overlade dem til Gud. For du begår ingen synd, hvis du aldrig tænker på dem, for du har ingen som helst befaling om det. Du skal ikke holde sjælemesser og mindegudstjenester for dem, for du kan ikke med bestemthed vide, om det er Gud velbehageligt, da du intet bud har om det. Vil du bede for din fars eller mors sjæl, kan du gøre det hjemme på dit værelse én eller to gange og så lade det være nok med det. Du kan sige sådan: Kære Gud, hvis sjælen er i en sådan tilstand, at den kan hjælpes, så forbarm dig over den og hjælp den. Du skal ikke blive ved og fortsætte med at holde andagter og mindehøjtideligheder, sådan som nogle narre gør, som om de med disse skrig ville tvinge og presse Gud til at give dem denne sjæl og at han ellers ikke ville.

      Hvis du derfor vil bede for sjælene, så bed på den nævnte måde og lad det være gjort med det og lad dem så sove i Gud. For beder du om noget og tror det, så er det sikkert, at du bliver bønhørt. Ja, men det vil kun skaffe præsterne ringe løn. Herpå lig­ger der ingen vægt. Det er bedre, at de lider nød og går til grunde, end at de stakkels sjæle skal blive bundet til dette narrespil, og de andre blive forført og fordærvet.

      Desuden har de intet ord i hele Skriften, hvorved de kan bevise, at man skal gøre noget for sjælene. Der er kun ordene i Anden Makkabæerbog 12, 43, hvor der fortælles, at Judas sendte to tusinde sølvmønter til Jerusalem for at ofre det for de døde. Denne bog har i sig selv ingen gyldighed og giver desuden intet bud om dette. Judas gjorde det jo ikke efter nogen befaling, men efter eget påfund. Det forekom ham godt, at man tænkte på de døde og bad for dem, og fordi han havde en god mening om op­standelsen, tænkte han, at det måtte være en hellig og god tanke at bede for de døde, som det tyde­lig hedder i teksten på dette sted. Men hvad kommer hans gode forestillinger mig ved? Nej, derfor skal man forbigå denne ting og i stedet anvende udgifterne til de fattige, da dette er os befalet. Dette være sagt om de to fester. Vi skal nu se på evangeliet.

 

Det tredje lærestykke

Om forskellen på lov og evangelium

Evangeliet er, som I ofte har hørt, mine venner, intet andet, end et godt rygte, en god prædiken om Kristus: Hvordan den Herre Kristus er udsendt af Gud fader, for at han skal hjælpe alle mennesker på legeme og sjæl, timelig og evig. Det er altså en helt anden prædiken end lovens og budenes prædiken. Loven befaler, truer og tvinger nemlig, men evangeliet truer ikke, tvinger ikke, men lokker venligt og kærligt til Kristus med de allerkæreste løfter. Moses befaler: Du skal være sagtmodig under tab af din sjæls sa­lighed. Evangeliet derimod kommer mildt og rækker os Guds nåde, gunst og barmhjertighed og viser os til Kristus, ved hvem vi får skænket, at vi kan opfylde loven. Altså er hele evangeliet intet andet end et venligt, godt rygte om Kristus, som tilbyder alle mennesker hjælp og råd og ikke mere kræver, men blot lok­ker mennesker venlig til sig.

      Deraf følger nu et spørgsmål, nemlig hvorfor evangeliet ikke også her gør det samme, da det ser ud, som om det giver bud, nemlig hvordan man skal være fattig i ånden, sagtmodig, barmhjertig og så videre. Ligeledes lover det en belønning til dem, som gør det, idet Herren siger, at Himmeriget skal være deres og at de skal arve jorden, og så videre. Dog skal vi ikke være begærlige efter løn, men ganske for intet være fromme, ikke til vor nytte, men alene søge Guds ære deri. Vi skal ikke gøre det af frygt for pine eller helvede, men gøre alt, hvad vi gør, ene og alene til Guds ære og næstens gavn.

      Disse to spørgsmål har jeg rejst, for at I skal blive endnu mere styrkede i evangeliet, og desto klarere komme til grundig erkendelse af, at det ikke er andet, end et godt rygte og prædiken om Kristus.

      For det første skal man lægge mærke til, at evange­liet ikke giver nogen befaling her, men som ellers overalt blot taler om Kristus. Ligesom det overalt skildrer hans velgerninger og hjælp, sådan gør det også her. Ligesom Kristus har gjort de blinde seende, opvakt de døde, gjort de lamme raske igen, sådan viser han os også her den velgerning, at han forklarer loven for os og viser os den rette mening. Det er næsten den største velgerning, han har vist os. For er det en velgerning, at han skaffer den blinde legemligt syn, gør den lamme gående, den døve hørende og lignende, så er det en meget større velgerning, at han åbner øjnene på de blinde sjæle, og lærer dem at kende Guds bud, så de desto bedre kan blive salige.

      Sådan udlægger han det femte bud, netop i dette kapitel, når han siger: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ men jeg siger jer, at I ikke må bliver vrede, men have et venligt sind og ikke være vred og uvenlig hverken i ord eller gerning mod jeres næste. (Matt 5, 21-22). Evangeliet viser således her blot Guds godhed og velgerning.

      Men hvordan er det nu med det andet spørgsmål, at evangeliet lover de fromme en belønning, når de handler sådan? Derpå har jeg svaret fuldstændig i prædikenen om den uretfærdige mammon, at løfterne ikke er føj­et til som løfter om belønning, som vi skal fortjene, men som en venlig opmuntring og tilskyndelse, hvor­ved Gud giver os lyst til at være fromme. Det følger af sig selv, så vi ikke behøve at søge det. Det er en sikker følge af det gode liv, ligesom Helvede er en følge af det onde liv. Det følger de onde uden at de behøver at søge og begære det, ligesom smagen følger vinen. Sådan er også det evige liv lovet her. Det er ikke sagt, for at vi skal være fromme for at få en belønning, men for at lokke og give os lyst til at være fromme, så vi tjener og lover Gud. Så følger lønnen af sig selv. Det fremstiller os Guds venlige, faderlige vilje og Kristi mildhed, at han lokker os så venlig.

      Dette er svar på de to spørgsmål, for at I skal vide, at evangeliet her som på alle steder fremstiller Kristi nåde og vel­gerning for os, og at han giver os den rette forståelse af loven og udlægger Moses på den rette måde. Dertil har han knyttet de allerbedste løfter, som er overstrøget med hon­ning, for at han kan opmuntre os, så vi får lyst og kærlighed til sagtmodighed, barmhjertighed og godhed mod vor næste.

      Nu skal vi se, hvordan de otte saligprisninger stemmer overens med De Ti Bud og udlægger dem og gør dem lettere.

 

Det fjerde lærestykke

Udlægningen af de otte saligprisninger

I ved, hvordan man har trukket de otte saligprisninger ind i skriftemålet sammen med de syv dødssynder og de fem sanser, Helligåndens gaver, og hvad mere der er af samme slags. Med det har de fyldt mange bøger, som om de otte saligprisninger og de syv dødssynder ikke var indbefattet i De Ti Bud, mens dog alle synder, hvad de så end hedder, kan blive trukket ind under De Ti Bud, og på den anden side De Ti Bud er indeholdt i de otte saligprisninger. For de otte saligprisninger er blot en udlægning af De Ti Bud, så de desto let­tere kan blive forstået.

      Det vil vi se lidt nærmere på. For det første: I hvilket af Moses’ bud indeslutter han den første saligprisning, når han siger: ”Salige er de fattige i ånden”, eller hvilket bud udlægger han da? Det gælder det første bud, nemlig: ”Du må ikke have andre guder end mig.” (2 Mos 20, 3). Dette udlægger Kristus her, når han siger: Salige er de fattige i ånden, som om han ville sige: Sandelig, det bud, som Moses har givet jer, er ikke blot at forstå sådan, som I forstår det, og som ordene ligefrem lyder. Sådan mener både jøder og hedninger, at man ikke skal gøre nogen afgud, noget billede af Gud. Nej, det betyder, at man skal være fattige i ånden, det vil sige, at hjertet ikke hænger fast ved nogen ting, ved nogen skabning, som er på jor­den, men er fri og med frit hjerte alene holder fast på ham. De er salige, for de har Gud og Himlen og alt, hvad der er deri.

      For det andet, hvilket bud viser det hen til, når han siger: Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden? Det viser hen til det det femte bud: ”Du må ikke begå drab.” Som om han vil sige: Det var ikke Moses’ mening, at I blot skulle afholde jer fra at slå ihjel, men sagtmodighed vil han have. For selv om I holder hånden væk fra ydre dødelige slag ligesom også tungen fra onde ord, så kan I alli­gevel gøre det i hjertet. Derfor vil dette bud have hjertet, som skal være uden bitterhed. Det er ikke alene nok, at du ikke dræber nogen, men du må også gøre godt imod ham, være venlig mod ham og vise ham al kærlighed. Budet er ikke kun et negativt forbud, men et positivt påbud, så man også skal vende det om og se på, hvad det indbefatter af gode gerninger. Som det hedder her: Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Og modsat: Forbandet er de, der ikke er barmhjertige, for de skal arve Helvedes ild.

      På samme måde med ordene: Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Det peger også hen på det femte bud: Du må ikke begå drab. Det betyder: Du skal handle barmhjertigt og godt mod din næste, og således videre med alle saligprisninger, som vi vil betragte efter hin­anden i teksten.

 

v3 Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres

For at vi ikke skal flyve højt i ånden, så betyder det at være åndelig fattig, at man ikke skal hænge sit sind ved jordiske ejendele, hvad enten Gud har givet dig ejendele eller ikke. Og på den anden side: Åndelig rig, vil sige, at man hænger med sit hjerte ved ejendele, hvad enten Gud har givet dig det eller ikke. Det mener også profeten David, når han i Salme 62, 11 siger: ”Selv om rigdommen vokser, så regn ikke med den.” Som om han vil sige: Det kan ikke gå ander­ledes til; nogle må jo være konger og re­genter, og de må have noget mere end andre folk. Det kan aldrig være sådan, at de materielle værdier er lige fordelt. Derfor, hvad enten den kommer eller ikke kommer, så lad ikke hjer­tet hænge derved.

      At være fattig i ånden betyder derfor, ikke at fæste sit sind på gods eller gaver, ikke at rose sig og være stolt, hvad enten Gud har givet meget eller lidt. Sådan har det været med Abraham, Isak, Jakob, Job og andre fædre. De var særdeles rige, men de satte ikke deres hjertes tillid til rigdommene. De holdt alene Gud for den højeste rig­dom, og selv om det timelige gods svandt hen, så sørgede de dog ikke over det. Således var også David fattig, skønt han havde et mægtigt kongerige under sig; ligeledes Salomon. De stod således befæstede og styrkede i Gud, at de ikke bekymrede sig om, hvis deres rigdom forsvandt.

      Altså betyder fattig i ån­den egentlig, at man ikke har sit sind henvendt på, hvad man har, hvad enten så Gud har givet meget eller lidt. For de, som sætter deres sind dertil, de har en afgud og forlader den rette Gud. Det må da snart blive hovmodige og opblæste hjerter, som foragter næsten og hæver sig selv, som man også siger i et ordsprog: Gods skaber mod, og på den an­den side også: Fattigdom gør umodig. Således og på denne måde er også de fattigste tiggere rige, skønt de slet ikke har no­get; for de har hele sindet rettet på gods og penge. De er i hjertet så fulde af havesyge og begærlighed, at de bliver de allermest begærlige mennesker. Hvis de kommer i besiddelse af en smule penge, under de ingen godt, viser ingen kærlighed, barmhjertighed eller velgerning. De er de allermest uvenlige mennesker, som er på jorden. Som en digter siger: ”Ingen er strengere end den ringe, når han bliver rig.” De, som er fattige, gælder således ikke mere for Gud end en rig; for Gud gør ingen forskel på personer. For ham gælder en klog person lige så meget som en ulærd, en rig som en fattig, en ung som en gammel, en arbejdskvinde som en arbejdsmand, skønt der er forskel på dem i verdens øjne. Evan­geliet ser på hjerterne, går til grunden og ser ind i hjertet, dybere end du selv, og har intet at bestille med de ydre ting.

      Sådan kan I nu bedømme og afgøre, hvem der er fattige eller ikke, nemlig de, som ikke hænger deres sind ved jordisk ejendom. Men se, hvordan de har trukket fat­tigdommen ud i det ydre væsen, sådan som de franciskanske tiggermunke har gjort. Det undrer mig, hvordan Frans af Assisi, der dog var en from mand, her har snublet så naragtigt og groft. Han har givet sig ud i fattigdom og dannet en regel for sig og sine brødre, at de ikke skal have mere end fra hånden til mun­den, ikke beholde noget natten over og hvad det nu fremdeles hedder. Han har alt­så gjort evangeliet ensbetydende med ydre fattigdom, stik mod Kristi mening. For fattigdommen skal være i ånden. Det åndelige regimente, evangeliet, lader sig ikke på nogen måde drage ud i lyset og det ydre styre. Det har sin plads i hjertet. Sådan har også Kri­stus været fattig i ånden, og dog gik han ikke i det ydre rundt uden penge. For da de gik op på bjerget, havde de fem bygbrød og to hundrede mønter. Ligeledes havde Judas deres pung og tog imod, hvad man gav Kristus, så han godt kunne have en del penge samlet. Sådan var det også med de kære helgener, David, Jakob, Isak, Abraham og andre. Og dog har Frans trukket den åndelige fattigdom ud i den materielle fattigdom. Her kan man nu selv se, at han har fejlet og snublet, og alligevel har paven senere stadfæstet dette.

      Hvis man nu vil fremlægge for jer, at Frans har levet sådan og alligevel har været en hellig mand, så fremsæt for dem Kristus, som har levet anderledes og dog har været en hellig mand, helligere end Frans. Når de siger: Sådan har Frans lært, så kan I sige: Sådan har Kristus lært. Nu, hvem skal man følge? Da må de selv erkende, at man hellere skal følge Kristus, end den anden. Sådan bliver I frie for dem. Når de kommer og roser helgenernes liv og gammel skik, så ros I Kristus, som har lært anderledes og jo også har levet længere end alle tilsammen. Sæt altså altid en helgen op imod dem, nem­lig Kristus, og når de kommer farende med sine, vil de ikke kunne omstøde ham for jer. Så er hermed nu så meget sagt: Salige er de fattige, det vil sige: Lad de materielle ting fare, fæst ikke jeres hjerte dertil, så er Himlen jeres.

      Hertil lægger han det allersmukkeste løfte og siger: Himmeriget er deres. Her ser man straks, hvad der er Helligåndens prædiken, og hvilken der er Djævelens. Her ser man også, hvor for­stokket vi er, at løfterne ikke går os til hjertet, da dog den høje majestæt, som ikke kan lyve, har lovet, at de, som er fattige i ån­den, skal få Himlen. Med det er så meget sagt: Se, mennesker skal slippe fri af død, synd, Helvede og al ulykke, skal have Gud til ven, en glad samvittighed og dertil også det evige liv. Og dog bevæger sådanne løfter givet af en så høj majestæt, os slet ikke. Men hvis en bedrager optræder, en pave, som siger: Lad holde så og så mange messer, så bliver du salig, eller: Fast så og så meget om året for Sankt Barbara, Sankt Nicolaus, og hvad mere dette narrekram hedder, da springer man til og løber, som om vore hove­der brændte. Hvoraf kommer det da, at de hører dette, skønt det er Djævelens prædikener? Og hvorfor vinder Helligåndens prædiken ikke også sådan indgang? Svar: Den, der ikke er af Gud, hører ikke Guds ord. (Joh 8, 47).

 

v4  Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.

Der ser I, at de kristne også må have træng­sel. Der vil ikke altid være lutter gode dage, syngen og springen. De kristne må også have trængsel og ærgrelse, for at den gamle Adam kan blive tæmmet. Men de skal blive trøstet i trængslen og møde glæde midt i angsten og bedrøvelsen. Men de, som altid er fulde og lever i sus og dus, kan ikke vide, hvordan de har det med Gud. Skønt de derfor spiser, drikker og i det ydre morer sig, så erfarer hjertet det dog ikke. Det véd ikke, om det har en nådig Gud eller ej, derfor kan det heller ikke være glad. Der er derfor meget mere galde end honning til stede. Men de, som lider trængsel, bliver trøstet af Gud i det indre. De er indvendig i hjertet fulde af fryd og glæde, skønt det i det ydre ikke ser sådan ud. De andre spiser, drikker og morer sig, men er dog fyldt og overøst med galde og sorg i hjertet.

 

v5 Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

Det vil sige: De, som er sagtmodige af hjertet og ikke hævngerrige, men overlader dette til Gud, opfører sig venligt mod fjenderne og tilgiver dem, de skal arve jorden. De skal vedblive, ikke således, at de skal blive herrer og regere verden, men at de skal blive bestående for dem, som er hævngerrige. Erfaringen vi­ser også, at ingen lettere mister sine ejendele end dem, som er hævngerrige, og ingen må flygte snarere end de stridige, stive men­nesker, som vil have ret i alt og søger me­gen retsstrid; for man må næsten altid betale ti gange så meget, som hele sagen er værd. Ligeså ser vi også, at store kongeri­ger, store kejserdømmer, store lande og byer går til grunde, men de, som overlader Gud hævnen, bliver bestandige. Se nu, hvilke skønne løfter det er: Et åndeligt, at de skal have Himlen, og dertil også et legemligt, at de også skal have nok til legemets behov.

 

v6  Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.

De, som hungrer og tørster efter fromhed, de lader al deres gøren og laden gå ud på, at de kan blive fromme og tillige hjælpe andre folk til fromhed. Og det er meget vanskeligt. For hvis de vil gøre dette, må de prædike Ordet, formane og straffe. Med det skaffer de sig Djævelen på halsen og opvækker verdens vrede og misundelse og alt, hvad der er i verden, mod sig. Desuden ude­bliver det hellige kors ikke længe. Men de lader sig ikke anfægte synderlig deraf. Hvor denne hunger er, denne tørst og sukken efter retfærdighed og fromhed, både for sig selv og andre, lader hjertet sig ikke stille tilfreds og hindre, før det får grebet skatten og tillige meddelt andre den.

 

v7  Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.

Barmhjertige er jo de, som er tilbøjelige til at tilgive andre deres fejl og mangler, ved hvilke de er fornærmet. Derved bestyr­kes de ord i Fadervor: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.

 

v8  Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.

Se, hele verden har bestræbt sig på at få Gud at se, men her hører I, hvordan man kan se ham. Gud kan man se på to måder: Først efter hans høje, almægtige magt og det hjælper intet, ja vor natur kan ikke tåle at se det. For det andet kan man se ham som en Gud, som en almægtig godhed, som en nådig fader. For Gud er intet andet end den evige, almægtige godhed og barmhjertig­hed. Det ser alene de, som er rene af hjertet, det vil sige, de, som tror. De, der ikke tror, har ikke et rent hjerte. De kender ikke Gud, men anser ham for en streng dommer og flygter for ham, ligesom Adam gjorde i Paradis. Hvorfor? Fordi de ser på deres samvittighed, som er uren. Derfor gemmer de sig for Gud og frygter ham, som Salomo siger i Ordsprogene 28, 1: ”Den uretfærdige flygter, skønt ingen forfølger ham.” Han tænker altid, at Gud er ham unådig, vred, ubarmhjertig, derfor flygter han fra ham. Det skyldes den dårlige sam­vittighed, som ikke kan se Guds godhed.

 

v9  Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.

De fredsommelige er dem, som ikke alene selv holder fred, men også stifter fred. De lægger et godt ord ind her, et godt ord dér. De er Guds børn, ligesom Kristus er. Han har vist os det klart, for han er kommen ned fra Himlen og har fortalt os alt godt om Gud, hans venlighed og al hans barmhjertighed. Faderen har tilgivet os vore synder og an­taget os som sine børn. Han er nu vor nådige fader og har sluttet fred med os, hvor der før var fjendskab. Derefter er Kristus atter steget op til Gud og har fortalt Gud alt godt om os. Han har sagt: Far, de har ingen synder mere, for jeg har taget dem på mig og fjernet dem. Sådan gjorde også Monica, den hellige Augustins mor. Hvad ondt hun hørte om andre kvinder, tav hun med, men hvad godt hun hørte, som kunne virke forsonende, fortalte hun. Sådan skal vi også gøre.

 

v10  Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. v11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.

Det er dem, som bliver forfulgt imod al ret, alene for retfærdigheds skyld. Dem tilhører Himlen. Man må lide forfølgelse fra det store flertal, lide forbandelse og tab for retten og for verdens magthavere. Man bliver beløjet og anklaget, så de, der har magten, bliver os ugunstige. Men lad dem blot forfølge os, vi har en god trøst og et sikkert løfte, som hedder:

 

v12  Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.

Sådan løfte og sådan trøst har vi mange steder i evangeliet, især i Luk 21, 12-19, hvor Herren siger til sine disciple: ”Før alt dette sker, vil man lægge hånd på jer og forfølge jer, udlevere jer til synagogerne og kaste jer i fængsel, og I vil blive ført frem for konger og statholdere på grund af mit navn. Det vil give jer lejlighed til at aflægge vidnesbyrd. Læg jer så på sinde, at I ikke skal forberede jer på, hvordan I skal forsvare jer, for jeg vil give jer mund og mæle og en visdom, som ingen af jeres modstandere vil kunne modstå eller modsige. I vil blive udleveret, selv af forældre og brødre, slægtninge og venner, og nogle af jer skal de få dømt til døden, og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt. Ved at holde ud skal I vinde jeres liv.”

      Dette være nu sagt for denne gang om evangeliet. Lad os anråbe Gud om nåde!